Au Bon Climat betyder “i det rette klima”, og alt tyder da også på, Pinot Noiren trives godt med forholdene hos de de dygtige vinmagere i Santa Barbara. Totalt elegant vin med en god balance mellem frugt og syre. Mine desillusioner og lave forventninger blev dog skyllet ned med en ren, fin og blød rødvin, der trak et fløjlsbeklædt spor af røde sensommerbær og skovbund efter sig. Tit bliver det sådan nogle råbe-vine, der bralrer og praler og taler med alt for store bogstaver. Min erfaring med Pinot Noir fra Bourgogne er en vej belagt med dyrt købte skuffelser, men jeg synes langtfra, altid det virker at ty til de oversøiske forsøg på at lave “rød Bourgogne”. Så langt ude er jeg trods alt ikke.įorleden var det særligt smertefuldt at skille mig af med Au Bon Climat – en Pinot Noir fra Californien. Men jeg siger til mig selv, at det er for dybt at synke at udsmykke mit hjem som en italiensk restaurant, hvor de pynter op med tomme flasker. Der er flasker, der er så pæne, at jeg har lyst til at gemme dem. Så er det endnu sværere at kaste den ned i containeren, hvor den pulveriseres. Jeg har det indimellem også sådan med en god roman: ”Gid jeg aldrig havde læst den, så jeg stadig havde den til gode.” Endnu værre er det, hvis etiketten er pæn. Det tungeste ved det er at skulle skille sig af med de bedste flasker, der rummede en fantastisk oplevelse, og som nu er tomme. Det slog mig forleden, hvor jeg endnu en gang slæbte en bærepose med tomme vinflasker ud ad døren, smækkede den op i cykelkurven, hilste hjerteligt på naboerne, der efterhånden må have en begyndende uro over min hyppige klirrende adfærd.ĭe omtrent 500 meter til den nærmeste flaskecontainer er dog ikke det værste. Problemet er, at jeg stadig er hende med klirreposen. Den dér pose, der var lidt pinlig at cykle gennem byen med, fordi den – når man kørte hen over bump og ujævnheder på de københavnske cykelstier – udstillede, at nu skulle man ud at drikke sig i hegnet.ĭet er længe siden, der er nogen, der har inviteret mig til sådan en fest, hvor man selv skulle sørge for drikkevarerne – og hvor man i øvrigt lod pantflaskerne stå som en høflig gestus over for værten, der efter 9 timers rengøring og en gulvafslibning i det mindste kunne inkassere i omegnen af 100 kr. Klir.ĭengang jeg var ung og gik til den slags fester, hvor man selv skulle medbringe drikkevarerne, omtalte vi den som ”klirreposen”.
Alt for mange tomme flasker efter alt for mange prøvesmagninger. Jeg synes alt for ofte, jeg går klirrende rundt.
0 kommentar(er)
